Kommunalvalg?!? Hvorfor i alverden skal indskolingselever arbejde med dét? – Det skal de, fordi demokratisk dannelse ikke via magi pludselig induceres, når en 18-årig får stemmeret. Dannelse er en livslang proces, vi ikke må snyde børnene for at komme i gang med. Demokratisk dannelse handler om langt mere end elevrådsarbejde. 

Vi forstår demokratisk dannelse som indsigt i, at demokrati ikke blot er valghandlinger, men i langt højere grad et kontinuerligt samarbejde. Ja, at demokrati først og fremmest handler om samtale og mindretalsbeskyttelse

Vi vil styrke børnenes tillid til demokratiet! De skal opleve sig selv som medskabere af demokratiet, på trods af at de endnu ikke har stemmeret. De skal opleve sig selv som ligeværdige borgere, der har ret til at være med i snakken om det gode liv! Derfor har Undervisningen.dk udviklet et undervisningsmateriale, hvor indskolingseleverne skal ud at tale med voksne. De skal spørge voksne om, hvad de har tænkt sig at gøre af godt for kommunens børn. Måske skal de endda spørge borgmesteren, hvad der er på det kommunale tegnebræt. Børnene inviteres også til at tænke over, hvad de selv kunne ønske sig, der blev gjort mere af for børn. 

I materialet lærer eleverne om, hvad en kommune er, og de undersøger deres egen kommune: Hvem er borgmester nu? Hvor mange mennesker bor der i kommunen? osv. De lærer også, at der er et råd, der leder kommunen. – Og at alle medlemmer af rådet har det store fælles ønske, at kommunen skal være et godt sted for alle at bo. 

Vi har lavet materialet, så det er relevant at bruge allerede nu, selvom der er godt otte måneder til kommunalvalget. Det har vi gjort af flere grunde:

  • Eleverne skal forstå sig selv som en del af den demokratiske samtale – og gerne forstå, at demokrati netop er en samtale, ikke kun valghandlinger
  • Når eleverne har arbejdet med kommunalvalgsopgaven i god tid forinden, vil det ikke bare blive mere interessant og vedkommende at følge valget d. 18. november. Det vil også være forventet, at valghandlingen overhovedet kommer. Det er i sig selv medvirkende til at styrke følelsen af at være med – og høre til i kommunen. 
  • Måske kan børnene endda være med til at minde om, at DE er et mindretal værd at beskytte – og minde både vælgere og byrådsmedlemmer om det
  • Timing er vigtig. Der er langt større sandsynlighed for, at en indskolingsklasse kan få lov til at tale med borgmesteren nu, end der i valgkampens slutspurt

Børn skal dæleme tages alvorligt!

Børn fortjener, at skolen VIL noget! Børn skal mærke, at voksne har meget på hjerte og lyst til at drøfte store, vigtige dagsordener. For børn er jo fulde af vigtige spørgsmål. Den undren og nysgerrighed skal kildres og drilles og vækkes, synes vi. Det er vel dét, der er skolens fornemste opgave? Og bliver en 8-årig så kildret og drillet og vækket af at arbejde med kommunalvalget? Ja, i den her opgave gør de! Dels fordi der er skægge monstre, der hjælper dem igennem opgaven – Dels fordi alle I rare voksne selvfølgelig hjælper med, ik’???